Mønsterbryder. At Benny Engelbrecht skulle blive toppolitiker og minister lå ikke i kortene. En svær start på livet i en dysfunktionel og sygdomsramt familie på Amager satte sine begrænsninger, men flid, evner og erfaring fra livets skole fik mange sønderjyder til at stemme Benny ind i Folketinget. Biografien ‘Selvlært’ er skrevet af hans bror, Flemming Sørensen, og bringer læseren særlig tæt på både den vanskelige barndom, de udviklende ungdomsår i erhvervslivet og gennembruddet som markant socialdemokrat. Benny Engelbrecht fortæller om sin karriere som politisk brobygger med højdeskræk, om sit personlige liv, sine politiske visioner og giver et særligt indblik i livet som minister i den svære coronakrise. Han fortæller om et atypisk liv som mønsterbryder uden uddannelse i en verden præget af akademiske karrierepolitikere. Om sin passion for musik og om, hvad der driver ham – også uden for politik
Taburetklæbere! Løftebrydere! Levebrødspolitikere! Fordommene om vores folkevalgte politikere emmer ofte af mistillid. I hvert fald når alle politikere bliver skåret over én kam. Men langt de fleste politikere er drevet af en vilje til at gøre en forskel og arbejder hårdt og resultatorienteret. Også selvom de resultater, de opnår, ikke får dem i mediernes spotlys. De er med andre ord politiske håndværkere. I De politiske håndværkere fortæller ni nuværende og tidligere medlemmer af Folketinget, kendte som ukendte, åbenhjertigt om deres arbejde i det politiske maskinrum bag Christiansborgs mure.Mød Henrik Dam Kristensen (S), René Christensen (DF), Mike Legarth (K), Søren Gade (V), Steen Gade (SF), Mette Bock (LA), Henning Hyllested (EL), Karen Klint (S) og Marianne Jelved (RV). Desuden medvirker Folketingets formand, Pia Kjærsgaard (DF), som gør status over demokratiet og fortæller sine visioner for, hvordan vi kan udvikle og forbedre det. De Politiske håndværkere gennemgår også, hvordan folketingsarbejdet foregår, ligesom den indeholder et afsnit om samarbejdet mellem pressen og politikerne.